Boddum-Ydby Friskole og Børnehus

BODDUM-YDBY
FRISKOLE OG BØRNEHUS

anti-mobbestrategi

Læs hvordan vi arbejder med at styrke fællesskabet og forhindre mobning.

Definition

Et barn bliver mobbet, hvis det gentagne gange over en vis periode udsættes for negativ behandling eller adfærd fra en eller flere personer.

Mobning er et mønster som udfolder sig over tid.

Mobning opstår i utrygge fællesskaber

Alle børn har grundlæggende et behov for at indgå i fællesskaber, hvor de kan føle sig trygge og accepterede.

Når et fællesskab er utrygt, kan der opstå mobning. Det sker, fordi man ved at mobbe kan skabe et nyt fællesskab, hvor det man er fælles om, er at mobbe. Det nye fællesskab bliver derved et sted, hvor man måske selv kan undgå at blive mobbet.

Derfor er den vigtigste måde at forebygge mobning på, at arbejde på at skabe et trygt og positivt fællesskab, hvor alle føler, de hører til og er accepterede.

Et utrygt fællesskab er børnenes problem, men de voksnes ansvar

På friskolen arbejder familiens voksne hele tiden med at styrke fællesskabet. Både i sin tilgang til dialog og samvær med børnene – og med specifikke forløb og emner, hvor børnegruppens fællesskab er på dagsorden.

Der arbejdes f.eks. med

  • Demokratisk samtalekultur, så børnene føler sig hørt, anerkendt og forstået

  • Inviterende og autentisk tilgang til børnene, så de føler sig trygge ved at henvende sig – også med det, der er svært

  • Opfølgende snak om de små og store konflikter, der naturligt opstår

  • Opmærksomhed på klassens dynamik og små tegn, der har positiv eller negativ indflydelse på børnekulturen

  • Trivsel som tema – herunder strukturer for samvær og det gode læringsmiljø

  • Social træning og forskellige øvelser, der styrker relationer på kryds og tværs

  • Arbejde med temaer om webetik og sociale medier

Forældrene støtter op om arbejdet ved at bidrage aktivt til sammenholdet og det positive miljø omkring aktiviteter, fælles arrangementer, legeaftaler osv. Der støttes også op om arbejdet ved at fastholde konstruktiv dialog med husets ansatte omkring det, der naturligt opstår hen ad vejen.

Æblerov på Boddum-Ydby Friskole og Børnehus

Hvordan hjælper de voksne børnene?

Børn, der er trygge og hviler i sig selv, mobber ikke. Derfor skal alle voksne være med til at understøtte børnenes positive udvikling og selvfølelse. Samtidig skal vi guide børnene og understøtte deres sociale kompetencer – fx ved at

  • være gode rollemodeller (børnene lærer mere af, hvad vi gør, end hvad vi siger)
  • lære børnene at acceptere menneskers forskelligheder og være tolerante
  • lære børnene at vise omsorg
  • lære børnene at tale anerkendende om andre mennesker
  • lære børnene at give plads for andre
  • lære børnene at være modige og sige fra, når de er vidne til udelukkelse eller drilleri

Handleplan, hvis der opstår mobning

Mobning identificeres

  • Mulig mobning formidles til klasselærer, der taler med de involverede parter enkeltvis og/eller samlet. Familielæreren sparrer evt. med skoleleder undervejs

  • Familielæreren orienterer forældrene til de implicerede parter

  • Hele familien/den berørte elevgruppe inddrages i at lave aftaler om ophør af mobningen

  • Jævnlig opfølgning fra både forældre og skole

Kig endelig forbi, hvis du er nysgerrig.

Der er altid en rundvisning og kaffe på kanden efter aftale.

Ring 97 95 63 70 eller skriv til skolen@byf.nu

Du finder os på Ydbyvej 193, Ydby, 7760 Hurup Thy

Boddum-Ydby Friskole og Børnehus er en projektbaseret friskole med børnehus i Sydthy - kom forbi til en rundvisning